fbpx

Jul i Bologna Jul i den smukke klassiske by

Højklassiske Bologna er på en eller anden måde indbegrebet af Italien. Byen ligger centralt midt på nord/syd-aksen i Italien og med Posletten på den ene side og Appeniner-bjergkæden på den anden. Byens historie kan føres helt tilbage til etruskerne og den indre bykerne er anlagt af romerne. Byens vartegn er to middelaldertårne, men det er arkaderne, de overdækkede fortove til fodgængere, som findes overalt i centrum, der markerer sig stærkt i erindringen. Bologna har næsten 40 km. arkader, og hele bymidten bugner af historiske paladser, biblioteker og mondæne byggerier, der understreger viden, handel og erhvervsliv. I Bologna går traditioner og fornyelse på lidt forunderlig vis hånd i hånd. Bologna har verdens ældste universitet, som blev grundlagt som ”Alma Mater” i 1088, og i 1100-1200-tallet havde 10.000 studerende. Det er stadig et levende sted, og de studerende sætter stadig præg på byen og dens liv. Også på det gastronomiske felt er Bologna en højborg i det klassiske italienske køkken. Her gøres selv simple retter til store smagsoplevelser. Overalt frister lækre delikatesser i karismatiske forretninger med originalt interiør, der har fulgt familiens navn i generationer. Nogle af Bolognas særkender er blandt andet tortellinien, mortadella, tagliatelle-pasta og forskellige varianter af ragout hører til Bolognas absolutte top-særkender. Musikken har også en særlig plads i byens historie, og både Mozart, Verdi, Wagner og andre har været studerende på byens philharmoniske akademi. Lucio Dalla er en af Italiens store moderne musikere, og han levede sit liv i Bologna. Den enestående og specielle storby, Ravenna, ligger ikke langt fra Bologna. Den tidligere katolske magtby er kendt som byen med nogle af verdens smukkeste kirke-mosaikker, og noget af det mest charmerende centrum vil åbenbare sig på udflugten til byen. Denne julerejse ledes af Italiensekspert Bo Rosasco, der kender Bologna godt, har boet i landet, er flydende på sproget og har stor indsigt i både historie, kultur og traditioner, gastronomi, samfund og befolkning. Vi bor på et smukt hotel med en stor park. Fra hotellet når vi nemt centrum, hvor der lige rundt om hjørnet – og arkaderne – venter unikke besøgsmål og god mad på udvalgte restauranter, ligesom vi opsøger det folkelige liv og traditionerne omkring højtiden. Vi får også rigelig lejlighed til at nyde bykernens atmosfære eventuelt med en varm kop god kaffe. Velkommen til jul i Bologna!
Tidspunkt21. dec - 26. dec 2024
Pris13.250,00 DKK
Enkeltvær.+1.025,00 DKK
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
21.12 Udrejse
Udrejse fra Billund/Kastrup til Bologna med en mellemlanding.
Rejselederen følger gruppen fra Kastrup.
Vi lander i Bologna hen på eftermiddagen. Med bus kører vi til vores hotel, hvor vi kan efterlade vores bagage, inden vi bevæger os til centrum, en let bid mad til de trængende, og en lille spadseretur i byen.
Fra vores hotelbase kan vi nå rigtig mange lokaliteter og programpunkter i byens indre.
Vi følges ad på en kort orienterende byvandring, blandt andet om busstoppesteder, og vi får tid til en lækker varm kop italiensk kaffe (måske med kage) på en af de små cafèer.
Vi spiser en forholdsvis tidlig middag i byen, inden vi bevæger os til hotellet for overnatning.
Dag 2
22.12 Byvandring med musik og lærdom
På vores første rigtige dag, skal vi lære byen godt at kende.
På vores byvandring kan vi ikke undgå pladsen Piazza Maggiore, der rummer flere store paladser og vigtige bygninger fra 1200-1400-tallet. Vi besøger Basilica San Petronio, der er blandt verdens største kirker, og byder på et Musikkens Kapel.
Og musikalsk skal vi også op i nutiden, for den store italienske musiker, Lucio Dalla, blev født og levede i Bologna, Hans hjem og arbejdssted, som var en magnet for italienske og udenlandske musikere, er nu et levende museum helt i hans ånd.
Bolognas Universitet, grundlagt i 1088, er ikke kun historisk og åndeligt stort med studerende fra hele verden. Det er også fysisk imponerende. Palazzo Archiginnasio, der er opført i midten af 1500-tallet som hovedsæde for universitetet med tilhørende bibliotek hører til byens absolutte topseværdigheder.
I Palazzo Archiginnasio samlede man jura, filosofi, matematik, fysik, medicin og naturvidenskaberne. I komplekset skal vi bl.a. se det unikke anatomiske teater, hvor de studerende fulgte med i obduktioner, og vi skal selvfølgelig besøge det berømte bibliotek på univeristetet.
Vi spiser god frokost med pastafremstilling indlagt undervejs på byvandringen, inden vi i eftermiddags-skumringen skilles til lidt fri tid til hygge og god aftensmad et sted.
Rejselederen kan komme med gode bud.
Dag 3
23.12 Byvandring med markedsbesøg
Dagen starter med et forfriskende besøg i området, som huser Quadrilatero-markedet.
Vi slentrer i de smalle gader og bruger sanserne til at nyde de mange tilbud, som tit tænder os med dufte, lyde eller sågar smagsprøver.
Dagens vandring bringer os også til Museet for Samtidskunst, som er berømmet for sin samling af blandt andet Gattuso-værker.
Vi kommer til at besøge St. Stefano-komplekset, kaldet de 7 kirker, fordi kirkerne er ”vokset” sammen. Og vi kommer mange gange til at kaste blikke på byens vartegn, nemlig de to skæve middelaldertårne fra 1100-tallet, Garisenda og Asinelli. Der vil sidst på dagen være mulighed for at genbesøge markedsgaderne, og er man til mere musik, så ligger det musiske museum meget tæt på St. Stefano.
Senere mødes vi igen og går samlet hen til middagsrestauranten, hvor vi skal have lokal mad fra den øverste hylde.
Dag 4
24.12 Dagsudflugt til Ravenna, julemiddag og evt midnatsmesse
Juleaftensdag bruger vi ca. 75 kilometer fra Bologna.
Vi tager på bus-udflugt til Ravenna, som ligger en meget lille times kørsel fra Bologna. I denne skønne by skal vi besøge nogle af de bygningsværker, som har gjort byen berømt, og puttet den på UNESCO’s verdensarvsliste.
Denne byvandring foregår med lokal guide, og i gode hænder bliver vi ført rundt til en stor del af de bygninger, som huser de byzantinske mosaikker, som er fryd for øjet. Vi skal besøge kirken San’t Apolinnare in Classe, der er grundlagt i det 6. århundrede og bl.a. rummer den fantastiske apsis med mosaikken over kirkens helgen i guld og grønne nuancer. Basilica San Vitale, Galla Placidia maosulæet og andre øjenåbnere er på programmet under besøget i Ravenna, hvor vi indtager frokosten i en restaurant, som holder til i et nedlagt apotek.
Vi skal også besøge et værksted, som arbejder med mosaikken, som jo er byens vartegn.
Julemiddagen får vi på en familie-restaurant i Bologna. Et af Bolognas tilnavne er ”La Grassa”, Den Fede,, og det er baseret på byens nemme adgang til rigelige og gode fødevarer. Det kommer julemiddagen til at bevise.
Efter spisningen er der mulighed for at deltage i midnatsmesse i en af byens utallige kirker.
Dag 5
25.12 San Luca Basilica, kirkegård. Italiensk julefrokost
Italien har ikke de samme traditioner omkring juleaften den 24. december som vi danskere.
Til gengæld er første juledag selve juledagen, der står i familiens tegn.
Her spiser man også højtidens største måltid, en julefrokost der starter over middag og kan vare det meste af eftermiddagen.
Dette skal vi naturligvis også opleve, men forinden vil vi oparbejde os en god appetit i forbindelse med besøget ved en anden af Bolognas absolutte topsærkender, nemlig San Luca Basilica. Santuario Madonna di San Luca er placeret ca. 5 km udenfor centrum på en grøn bakketop, - og afstanden mellem bymidten og basilikaen kan tilbagelægges i én lang arkadegang op over landskabet, der med sine over 650 søjler og 3,8 km er blandt verdens længste! Søjlegangen er efter sigende opført efter særlige regnfulde forsomre i 1400-tallet, hvor Madonnaen, der hvert år blev båret i procession til centrum, mistede sin bemaling og udsmykning.
Planen er at tage derop om formiddagen, enten i bus eller til fods, og så samle appatit, inden vi finder plads på en af byens kendte restauranter for at nyde julefrokosten med mange af bordets glæder. Efter frokosten, som ikke er tids-fastsat, er der tid til hygge på egen hånd eller sammen. Måske over et glas på en af byens hyggelige barer.
Dag 6
26.12 Hjemrejse
I dag er det hjemrejsedag, og vi pakker sammen og forlader hotellet op af formiddagen.
Afgang med fly fra Bologna Lufthavn til Billund/Kastrup med en mellemlanding
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

  • Dejligt hotel i egen park.
  • Halvpension plus 1 frokost. Morgenmad inkl.
  • Julemiddag juleaften og stor italiensk julefrokost.
  • Dansk rejseleder, Bo Rosasco
  • Byrundture i Bologna med bl.a. Domkirke San Pietro, Piazza Nettuno, Basilica San Petronio, Piazza Maggiore pladsen, tårnene Garisenda og Asinelli, Santo Stefano komplekset, Lucio Dallas hus med mere.
  • Heldagsudflugt til Ravenna med entré og besøg i San’t Apolinnare in Classe, Basilica San Vitale, Galla Placidia mausolæet og andet.
  • Formiddagstur til Santuoria Madonna di San Luca med den km-lange søjlegang.
  • Mulighed for midnatsgudstjeneste juleaften.
  • Alle entréer og bybus i Bologna iflg. programmet.
  • Flybillet Billund/Kastrup - Bologna med en mellemlanding. Inkl. bagage, skatter og afgifter. Rejseleder følger gruppen fra Kastrup t/r
  • Transport Bologna Lufthavn-hotellet.
Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

Øvrige måltider (første inkluderede måltid er aftensmad på udrejsedagen og sidste inkluderede måltid er morgenmad på hjemrejsedagen), private forsikringer, lommepenge, drikkevarer, drikkepenge, cityskat på hotel (betales direkte på hotellet).
Se bemærkninger her

Bemærkninger

Hotel: Vi bor i et stilfuldt 4* hotel. Selve bygningen er en klassisk Bologna-ejendom, og stedet er nyligt renoveret. Hotellet udmærker sig også ved, at det ikke er ret stort, så der er ikke mange gæster udover vores gruppe. Værelserne er nydeligt og klassisk indrettet med alle moderne bekvemmeligheder; telefon. TV, minibar/køleskab, safety boks, Wi-Fi forbindelse, hårtørrer mv. Klima: Gennemsnitstemperaturen i Bologna i december er 10-12 grader om dagen. Fysiske krav: Byvandringer mv. er baseret på færden til fods. Undervejs bruger vi også bybus et par gange (se i programmet). Rejseleder: På rejsen medvirker Italiensekspert Bo Rosasco, der kender Bologna, er flydende på sproget og har boet i landet i flere perioder. Kultur: Der vil blive undersøgt muligheder for koncerter og kulturelle tilbud i byen, når vi nærmer os rejsetidspunktet. Transport: Fly fra Billund/Kastrup med 1 mellemlanding til Bologna. Eftermiddagsfly fra Bologna med mellemlanding til Billund/Kastrup. Øvrigt: Der tages forbehold for mindre ændringer i programmet. Prisen er beregnet efter kendte valutakurser, skatter og afgifter d. 15.08.2024. Forbehold for ændringer i flyafgange samt ændringer i kurs, valuta, skatter, div. afgifter. Mols Rejser er medlem af Rejsegarantifonden reg. nr. 1626.