fbpx

Apulien - Italiens skønne og ukendte støvlehæl Lecce, Monopoli, Ostuni, Matera, Alberobello, Bari

Rejsen gentages ultimo september 2025. Rejseprogram og priser er fra rejsen i 2024

Oplev Italiens sydøstlige hjørne, det meget charmerende Apulien i støvlehælen. Apulien byder bl.a. på ældgamle hvidkalkede byer med stærkt arkitektonisk præg fra Orienten og et fantastisk klima. Programmet er en bred vifte af regionens særkender, hvoraf 2 besøgsmål er optaget på UNESCOs liste over verdensarv: Byen Alberobello med runde kegleformede trullihuse, samt det nu forladte klippehulesamfund i Matera, som var beboet indtil 1950’erne. Apuliens fortid er et kompliceret spind af fejder og erobringer. Romerne, grækerne, den byzantinske periode, korsfarere og normannere har sat tydelige aftryk i kulturen og samfundet. Stridighederne varede længe i Apulien, udviklingen gik langsomt, og befolkningen indrettede sig derefter, ofte under sparsomme kår. Disse betingelser har vi som gæster glæde af i dag i form af unikke besøgsmål, specielle bygningskonstruktioner og en fremragende madkultur. Rejsen ledes af Italienseksperten Bo Rosasco, der er flydende på sproget og har stor erfaring med grupperejser i området. Bo vil formidle egnens særkender, ligesom han vil indføre deltagerne i landets samfundsstruktur, politik, mentalitet, traditioner mv. VELKOMMEN TIL APULIEN !
Tidspunkt30. sep - 30. sep 2025
Pris13.950,00 DKK
Enkeltvær.+1.600,00 DKK
Tilmelding og info:75 87 12 12
Dag 1
Direkte fly Billund - Bari
Direkte fly Billund – Bari med Ryanair. I Billund Lufthavn tager den danske rejseleder imod jer, og sammen rejser I til Apulien. Her venter en bus for at bringe jer til det dejlige mindre 3* hotel i bakkerne bag kysten i det sydlige Italien. På vejen til hotellet får vi en god lokal frokost, inden vi indlogerer os. Kysten skifter her mellem sand og klipper og skaber mange smukke naturlige badelaguner. Hotellet ligger på bakkekammen over byen Fasano, og tilbyder swimmingpool, moderne faciliteter, og et venligt personale. Byen byder på alt, hvad en typisk halvstor syditaliensk by bør have. Vi spiser middag på hotellet, som er vores hjem alle nætter.
Dag 2
Alberobello (UNESCO) med trullihuse, olivenmølle
Apulien er især kendt for de såkaldte trulli-huse; de runde, hvide huse med kegleformet tag. Byen Alberobello er særlig rig på de historiske huse, hvoraf flere kan dateres helt tilbage til 1600-tallet. Vi skal på byvandring og besøg i et trulli-hus. Frokost kan købes i den lille by Cisternino, som er kendt for sine slagtere, der griller kødet til sine kunder. Oliven er en af regionen Puglias absolut vigtigste afgrøder og enorme arealer spredt ud over hele støvlehælen er udlagt til olivendyrkning. Vi besøger en ejendom, der producerer fremragende olivenolie. Efter ankomst bydes vi velkommen og hører nærmere om olivendyrkning og presning af oliven. Vi får smagsprøver, inden vi kører hjem til hotellet til middag.
Dag 3
De hvide byer Locorotondo og Ostuni (tilkøb). middag på Masseria
I dag kan man vælge at tage med på dagens udflugt kl. 9-15 (tilkøb) eller blive på hotellet og slappe af med god tid til at nyde hotellets faciliteter, gå tur osv. Locorontondo og Ostuni er pragteksemplarer på Apuliens gamle runde hvidkalkede byer. På en bakketop ligger disse mindre byer, anlagt cirkulært med kirkerne i midten, og lyser kridhvidt i solen. I den gamle bydel, hvis indre nærmest ikke har ændret sig i 1000 år, snor de meget smalle gyder, stræder og trapper sig rundt blandt husene. Petunia, pelargonier og bougainvillea blomstrer overdådigt i potter og skaber den charmerende middelhavsstemning, vi nordboer så nemt er til falds for. Rejselederen viser rundt i Locorontondo og sørger for en formiddagspause på en hyggelig café på byens piazza – evt. med kaffe og spritz. Videre til Ostuni. Her finder man selv en god pizza til frokosten på en af byens mange små spisesteder. Hjemkørsel med stop ved en af de store marker med mandeltræer og oliven. Hjemkomst til hotellet midt på eftermiddagen. Denne aften kører hele gruppen til en gård – en Masseria – hvor vi nyder en middag i rustikke omgivelser.
Dag 4
Barokbyen Lecce
Heldagstur ud på støvlehælen til provinsen Salento. ”Barokkens Firenze” kalder man denne egns hovedby, Lecce. Vi går en tur gennem byen, besøger blandt andet katedralen, og fornemmer stemningen af storhed, når vi ser de overdådige bygninger, paladser og facader. Vi skal suge til os, og nyde, hvad vi ser, men nok så meget stemingen af Syditalien og by. Frokost på egen hånd. Rejselederen er behjælpelig med råd, måske til et sted med den lokale delikatesse: en sandwich med grillet blæksprutte. Eftermiddagen er til slentren og hygge, inden det går mod hotellet. Middag på egen hånd.
Dag 5
Monopoli, frokost på gård, mozzarellaost
billedetekst
Vi kører til kystbyen Monopoli, hvor vi besøger det antikke centrum. Byen er grundlagt af grækerne 600 år f.Kr. og har op igennem historien været en vigtig havneby i Syditalien. Den gamle bykerne er en labyrint af snævre hyggelige gader med smukke gamle huse. Vi går en tur omkring den gamle fiskerhavn og runder Carl 5. store fæstningsværk. Langs bymuren ser vi de store støbejernskanoner, der endnu vogter indsejlingen til Monopoli. Byens katedral hører til Apuliens absolut smukkeste og mest imponerende. Opført i 1740’erne og overdådigt dekoreret efter alle sen-barokkens regler. Der er tid til en kop formiddagskaffe på byens store piazza, inden vi kører mod vores frokoststed. Før frokost får vi demonstreret, hvordan mozzarellaost laves. I Apulien formes ostene traditionelt som små fletninger eller i større dråbeformede klumper. Vi smager de flotte dråber til vores frokost med typiske antipasti fra det sydlige Italien. Middag på hotellet.
Dag 6
Grottebyen Matera (UNESCO)
I dag går turen mod grottebyen Sassi di Matera. Her ses en af Europas mest fascinerende bystrukturer, hvor vejen man færdes på, samtidig er taget på hulerne i niveauet nedenunder. Her ligger boliger, mondæne hoteller og hulekirker gravet ind i klippesiderne. Førhen hørte området til Italiens absolut fattigste og beboerne blev for ca. 50 år siden evakueret fra stedet pga. forfald. Derefter lå byen i mange år spøgelsesagtig hen. I dag er byen restaureret. Byvandring samt besøg i en hulekirke og en af de autentiske grotteboliger. Frokost købes i byen. Midt på eftermiddagen kører vi hjemad. Hjemkomst ca kl 17. Middag på hotellet.
Dag 7
Apulien-regionens hovedstad Bari
Efter morgenmaden kører vi med bus til Apulien-regionens hovedstad Bari. Her skal vi rundt i den ældste bydel med bl.a. San Nicola-basilikaen fra det 11. århundrede, der er et yndet pilgrimsmål. Bari strækker sig ud på en halvø i Adriaterhavet og var en af normannernes vigtigste handelsbyer og udskibningsby for korsfarerne på vej mod Det Hellige Land. God tid denne dag til at kigge på butikkernes udvalg og nyde folkelivet fra en syditaliensk café. Hjemkørsel midt på eftermiddagen. Middag på hotellet og hyggeligt samvær.
Dag 8
Hjemrejse, direkte fly Bari - Billund
Tidligt direkte fly hjem, RyanAir, Bari – Billund. Tak for denne gang.
Se her hvad prisen dækker

Prisen dækker

  • Flybillet Billund – Bari. Direkte med RyanAir
  • 7 nætter på hotel
  • 7 x morgenmad
  • 5 x middag på hotellet.
  • 1 middag på Masseria inkl transport
  • 3 x frokost, italienske snacks. Inkl. vin.
  • Dansk rejseleder, Italiensekspert
  • Dagsudflugter dag 2,3,5,6,7
  • Italiensk bus
  • Entré til grottebyen Matera, kirker, Alberobello
  • Mozzarella-demonstration
  • Besøg på olivenmølle, smagsprøver
  • Vejskatter og p-afgifter for bussen.
  • Drikkepenge hvor gruppen optræder samlet
Se her hvad prisen ikke dækker

Prisen dækker ikke

Øvrige måltider, forsikringer, øvrige entréer, drikkevarer, drikkepenge til hotel (beregn ca. 8-10€), city-skat (pt. €2 pr. pers. pr. nat).

Tilkøb: Udflugt dag 3 til de hvide byer kl 9-15. Kr 220,- pr person. Gennemføres ved min 20 gæster. Ønske om tilkøb oplyses ved tilmelding.
Se bemærkninger her

Bemærkninger

Hotel: Hotel Miramonti, Selva di Fasano, er et dejligt roligt 3* hotel med pæne istandsatte værelser af uens størrelse og indretning samt forskellig udsigt. Venligt personale, lille bar og udendørs loungemiljø. Bybus ved hovedporten, og hotellet er en spadseretur fra den halvstore by, Fasano.

Fysiske krav: Programmet indeholder mange byvandringer. Flere besøgsmål har skrånende veje/stræder og ujævn belægning. Man skal være helt selvhjulpen.

Rejseleder: Italiensekspert Bo Rosasco. Bo har boet i Italien, taler italiensk og elsker landet. Bo har en særdeles stor viden om landet og især dette område, han har rejst utallige gange med grupper. Han er en meget dygtig formidler. Bo er med gruppen fra Billund, og følger gruppen i Bari Lufthavn til hjemrejsen.

Vejret: omkring 20-24 grader om dagen og lune aftener, som kan nydes udendørs med en lille trøje over skulderen.

Tilkøb: Udflugt dag 4 til de hvide byer kl 9-15. Kr 210,- pr person. Gennemføres ved min 20 gæster. Ønske om tilkøb oplyses ved tilmelding.

Øvrigt: Prisen er beregnet 16.01.2024. Ret til mindre ændringer forbeholdes. Der tages forbehold for ændringer i valutakurser, skatter, moms og afgifter. Mols Rejser er medlem af Rejsegarantifonden nr. 1626.
Det er den rejsendes ansvar at opfylde indrejse- og opholdskrav på rejsemålet. Mols Rejser følger Udenrigsministeriets rejsevejledninger. I tilfælde af aflysning returneres det indbetalte beløb. Rejsen er en læserrejse for Kristeligt Dagblad – alle velkommen.

Der tages forbehold for ændringer i programmet.
Se kort over rejsen her